Almindelig fodbehandling

Fodbehandlinger forebygger fodproblemer ved at forhindre dem i at opstå eller tage dem i opløbet.

Hud- og negleproblemer, der beskæres professionelt, er fx længere tid om at blive gendannet, end hvis det er fjernet ved hjælp af andre metoder.

Behandling af vorter og ligtorne hos fodterapeuten vil ligeledes forhindre, at patienten fejlbehandler sig selv med vortemidler og ligtorneplastre med risiko for at ætse huden omkring hudproblemet.

Indlæg er med til at forebygge, at fejlstillinger i fødderne forplanter sig til smerter i andre dele af kroppen. Fodterapeuten spiller også en væsentlig rolle i opdagelsen af andre sygdomme, fordi fødderne kan vise tegn på sygdomme. Derfor er fodterapeuter ofte i tværfaglig interaktion med andre sundhedsprofessionelle. I nogle kommuner agerer fodterapeuter faglige sparringspartnere i forbindelse med borgernes behov for fodterapi.

Første skridt i en fodbehandling er en klinisk undersøgelse af foden, hvor fodterapeuten etablerer et billede af fodens hud- og negleproblemer, funktionsniveau, eventuelle fejlstillinger og patienten sygehistorie. Det indebærer en fodanalyse og en dialog om fodsmerter eller smerter i resten af kroppen. Alt noteres i journalen.

Hvis patienten har smerter, kan fodterapeuten anbefale en forundersøgelse til indlæg, som indebærer en dynamisk ganganalyse, hvor patientens gangfunktion vurderes ud fra et biomekanisk perspektiv.

Hudproblemer såsom hård hud, hælrevner og ligtorne beskæres med stor præcision med en skalpel eller en elektrisk beskærer. Samtidig undersøger fodterapeuten den bagvedliggende årsag til problemer, da de skal forebygges for ikke at genopstå. Det sker blandt andet ved at vejlede patienten i valg af mere fodvenligt fodtøj, brug af aflastende indlæg og bedre fodpleje.

Negleproblemer behandles ved at slibe, klippe og rense neglene i falsene. Behandlingen sluttes af med fodcreme, der bevarer hudens fugtighed og forebygger hård hud.

En fodbehandling tager cirka 45 minutter og i den tid kan fodterapeuten have en god dialog med patienten, om fødder, smerter, sygdomme og daglige rutiner. Tiden bruger fodterapeuten også til at vejlede patienten i, hvordan fødderne skal plejes dagligt, hvad patienten skal holde øje med og hvilke sko, som kan forbedre patientens fodsundhed.

Patienten vejledes også i henhold til sygdomsrelaterede fodproblemer såsom diabetes, gigt eller psoriasis som kræver en særlig form for opmærksomhed og pleje. Ødemer, nedsat kredsløb eller betændelsestilstande er fx også faktorer, der påvirker fødderne negativt. Kompressionsstrømper, gode råd, indlæg og laserterapi er nogle af de redskaber, fodterapeuten behandler med.

Endelig kan fodterapeuten udstyre patienten med fodøvelser, som kan gøre fødderne mere smidige, afhjælpe fodsmerter, hvilket kan være et supplement til indlæg.